Menu

6 gode råd, hvis I overvejer at kaste jer over Pinterest-annoncering

Indsigter
Categories

6 gode råd, hvis I overvejer at kaste jer over Pinterest-annoncering

Pinterest buldrer frem som markedsføringsplatform, og BO BEDREs digitale udviklingschef, May Kjærsgaard, der har stor erfaring med platformen, deler her ud af sine learnings med seks konkrete råd til at opnå effekt med pins og boards.

1. Inspirerende billeder er key!

Pinterest er måske den mest billedbårne platform, vi har, eftersom der i visningen kun er gjort plads til relativt få ord. Sørg for, at I har content, hvor billederne er så inspirerende og fængende, at I ikke behøver mange ord for at fange jeres målgruppe. Packshots eller rene produktbilleder er bandlyst.

2. Kend jeres keywords

Når man opsætter annoncer på Pinterest, er det vigtigt at være i en søgeoptimerings-tankegang. Undersøg hvilke keywords, der matcher jeres content, samt hvilke longtail keywords, I gerne vil vises på.

3. Brugerne leder efter inspiration, ikke specifikke brands

Hvis I sælger sneakers, skal I derfor optimere på “sneakers” eller “løbesko”, fremfor navnet på det specifikke mærke I markedsfører.

4. Tænk i video

Andrèa Mallard, marketingchef for Pinterest, har opfordret til at annoncere via videopins, som hun påstår, vil have gunstige forhold, fordi der stadig er så få, der bruger den mulighed. Vi har endnu ikke testet dette selv.

5. Hold øje med jeres annoncer!

Som nævnt er der desværre en del børnesygdomme med annonce-værktøjet, og vi oplever, at annoncer bliver stoppet i utide eller ikke bruger det afsatte budget. Lad derfor være med at tro, at jeres annoncer bare passer sig selv, når de er sat op. Derudover er det altid en god idé at evaluere løbende på performance, så I kan justere og rette til på de annoncer, I har kørende.

6. Opret altid annoncer fra bunden

Når man vil booste content, kan man vælge at booste en eksisterende pin eller oprette en ny pin, når annoncen sættes op – vælg altid det sidste. Der mangler mange muligheder, hvis I i stedet booster eksisterende – man kan ikke navngive (og dermed ikke søge den frem senere), der kan kun vælges dagsbudget, ikke livstidsbudget, tidsperioden kan ikke planlægges, I får ikke oplyst rækkevidde, og I kan ikke oprette målgruppe eller tilføje datafil.

 

Læs mere:

Hvis I har fået mod på at kigge nærmere på Pinterest som en del af jeres markedsføringsmix, så vil I helt sikkert også have glæde af May Kjærsgaards baggrundsartikel, der grundigt forklarer platformen. Se den her.

 

Hvad er Pinterest?

Pinterest består i bund og grund af to ting: Pins og Boards. Tænk på en pin som et postkort, du pinner (altså sætter fast) på en opslagstavle: et board. Boards kan tildeles forskellige emner/temaer. Brugerne kan pinne billeder fra deres kamerarulle eller finde billeder fra diverse sites og webshops. Det er normen, at der tilføjes et link til hver pin, for eksempel til den boligreportage, som det enkelte billede stammer fra.

Hvem er May Kjærsgaard?

May Kjærsgaard er digital udviklingschef hos BO BEDRE, en del af Benjamin Media. Hun arbejder med digital udvikling og har blandt andet haft fokus på Pinterest som platform til at drive trafik til bobedre.dk. BO BEDRE får i dag lidt mere end 40 procent af social-trafikken fra Pinterest.

This is a unique website which will require a more modern browser to work!

Please upgrade today!