Menu

Benjamin Creative og Sundhedsstyrelsen: Da landet lukkede ned – og den lille, interne idé endte med at gå viralt

Indsigter
Categories

Benjamin Creative og Sundhedsstyrelsen: Da landet lukkede ned – og den lille, interne idé endte med at gå viralt

Det begyndte som en lille intern idé og endte som en viral succes og en ny kunde. Læs hele historien om vores Corona for børn-film, som resulterede i et samarbejde med Sundhedsstyrelsen under pandemiens mest hektiske uger.

Da coronaen for alvor ramte Danmark først på året i 2020, satte vi os for at give vores LinkedIn-følgere ”en lille gave” uden nogen yderligere bagtanke. En fin lille tegnefilm, der i børnehøjde forklarede, hvad coronavirus var for en størrelse, blev tegnet af vores AD’er Bjørn Nørbo Andersen, Head of Content & Creative, Stine F. Mathiasen lavede manus, vores udviklingsredaktør Tage Majlands datter Andrea speakede den, mens fotograf Morten Andersen satte det hele sammen. Et lille internt projekt.
“Udover LinkedIn lagde vi den også på min private Facebook-profil, gjorde den offentlig, og så gik den bare amok. Vi ramte hurtigt en halv million visninger. Det blev ganske enkelt på få døgn en klokkeklar viral succes!” fortæller Stine F. Mathiasen, Head of Content & Creative i Benjamin Creative.

Gang i en større produktion

Sundhedsstyrelsen fik også øje på videoen og kunne se et potentiale i at bruge filmen som oplysning til både børn og voksne i befolkningen, så de spurgte, om de måtte dele den – og det satte gang i en større produktion, da selve formen var så god, at den kunne bruges til flere budskaber fra Sundhedsstyrelsen til befolkningen undervejs i pandemien.
Samarbejdet mellem os og Sundhedsstyrelsen udmøntede sig dermed i yderligere to film; ‘Sådan leger vi sammen’ og ‘Sådan går vi i skole/børnehave igen’, der kom i to forskellige versioner.
“Målgruppen var jo hele befolkningen – SÅ bred en målgruppe har vi aldrig arbejdet med før!” siger Stine F. Mathiasen og fortæller, at videoerne blev sendt med i det materiale, der kom ud til alle danskere med børn i børnehave- og skolealderen. Samtidig blev filmen om at vende tilbage til skolen vist i alle klasser, da eleverne vendte tilbage ved genåbningen.
Corona for børn-videoen blev undervejs også versioneret til både færøsk, grønlandsk, letzeburgsk, brasiliansk og engelsk.

Stor stolthed

De samlede tal for antallet af visninger endte med at overgå vores vildeste forestillinger. “Sådan går vi i skole igen”-videoen rundede en million visninger, bare på Facebook. Og når vi ved, at videoerne også var en del af informationsmaterialet til hele den danske befolkning, er det nok sikkert at konkludere, at vi i Benjamin Creative aldrig har nået så bredt ud, som den lille tegnede coronavirus gjorde.
Videoerne har også haft en god bivirkning internt i mediehuset Benjamin Media, fortæller Mads Jungersted, bureaudirektør.
“Vi har kunne mærke en stor stolthed over, at vi har lavet det her, som er kommet så bredt ud, og det har smittet af på hele Benjamin Media. Det har givet en stærk fællesskabsfølelse,” siger han.
Samarbejdet og hele casen med corona-videoerne endte også med at blive nomineret til en Rambuk Award i kategorien ’Not for Profit’ sammen med tre store, flotte produktioner, og her adskilte vores projekt sig på én væsentlig parameter, synes vi:
”Hvis vi sammenligner os med de andre, der var nomineret til en Rambuk Award, så synes vi jo, at vi virkelig er lykkedes med at formidle et budskab og ramme en målgruppe for en helt ekstraordinær lav omkostning. Filmene er i sig selv produceret meget billigt, og for et annoncebudget på blot 10.000 kr. har de nået et antal visninger, der svarer nogenlunde til halvdelen af Danmarks befolkning. Det er helt vildt,” siger Stine F. Mathiasen, Head of Content & Creative, afsluttende om projektet.

Du kan læse mere om casen her.


Tre ting, vi lærte af vores Corona for børn-kampagne:

1. Gå med den gode idé! Dét, at vi bare kørte af sted med ideen, selv om der ikke var en kunde bag til at starte med, men vi bare følte det i maven, endte jo med at være dét, der gjorde det hele muligt.

2. Vær klar på responsen. Når noget virkelig går viralt, skal man ikke undervurdere, hvor lang tid det tager at håndtere responsen.

3. Overvej afsender. En del af den respons, vi fik, tyder på, at videoen faktisk blev opfattet som mere troværdig, fordi den gik viralt fra en småbørnsmors Facebook, og ikke en corporate profil. Men det skal man selvfølgelig sammenholde med, hvor voldsomt det er, at det er ens personlige profil, der er i front og ens egen indbakke, der flyder over med beskeder.

This is a unique website which will require a more modern browser to work!

Please upgrade today!