Menu

SEO: 10 ting, I SKAL gøre på jeres site

Indsigter
Categories

SEO: 10 ting, I SKAL gøre på jeres site

Keywords, killer metatekster og en god linkbuilding-strategi. Vi giver jer 10 must do-tips til, hvad I skal gøre for at SEO-optimere jeres site.

Search Engine Optimization, eller blot SEO, er en effektiv metode til at gøre jer synlige for jeres målgruppe. Med SEO kan I nemlig øge chancen for en topplacering på Google, YouTube og andre søgemaskiner og dermed få mere organisk trafik på jeres site.

SEO-arbejde handler om at identificere, udvælge og optimere de rigtige søgeord. Men også om linkbuilding, digital brugervenlighed og selvfølgelig godt og unikt indhold.

Vi har samlet 10 tips til SEO, der giver jeres site større synlighed på Google:

  1. SEO skrives til maskiner, men læses af mennesker
  2. Et hurtigere site giver bedre ranking
  3. Rank på de rigtige søgeord
  4. Placér jeres søgeord smart
  5. Fang opmærksomheden med metatekster
  6. Gør jeres billeder SEO-venlige
  7. Husk jeres URL’er
  8. Afslut med call-to-action
  9. Forøg effekten af SEO-arbejdet med linkbuilding
  10. Mål jeres SEO

 

1. SEO skrives til maskiner, men læses af mennesker

SEO-optimering er målrettet maskiner, men indholdet skal læses af mennesker. En god SEO-tekst kræver således ikke kun SEO-arbejde, men også velskrevet og unikt indhold.

Gør derfor jeres tekster læsevenlige med en fængende rubrik og mange beskrivende mellemrubrikker med keywords i, lav afsnit af tre-fire linjer, brug punktopstillinger, og husk korrekturlæsning på alt jeres indhold.

Start desuden jeres tekster med en killer-indledning, så jeres læsere lynhurtigt bliver fanget. Søgemaskinerne – og læserne – elsker overskuelige og unikke tekster!

2. Et hurtigere site giver bedre ranking

Inden I giver jer i kast med SEO, er det en god idé at tjekke jeres site’s Usability. Det vil sige brugervenligheden, når en læser besøger jeres site. Undersøg, om det har et godt og mobilvenligt webdesign, tjek, om det loader hurtigt, og se sitet igennem for kopieret indhold eller unødvendige redirects, der gør jeres site langsomt.

Et godt og hurtigt site er lettere for søgemaskinernes algoritmer at finde rundt i og forstå, og så øger det selvfølgelig også brugervenligheden, hvilket er vigtigt både for søgemaskinerne og jeres læsere.

Med et teknisk godt og brugervenligt site er I således allerede langt i forhold til søgemaskineoptimering.

3. Rank på de rigtige søgeord

Søgeord er et grundvilkår, når I arbejder med søgemaskiner, uanset om det er Google, YouTube eller et email-program. Når I arbejder med søgeord, handler det om at identificere, udvælge og optimere relevante søgeord og søgefraser.

Søgemaskinerne tilbagesender nemlig et resultat på baggrund af de søgeord og søgefraser, som maskinen finder på et site og på et givent stykke content. Dette resultat sammenstilles med den SEO-trafik, som indholdet skaber. Tilsammen giver det Google et indblik i brugernes søgeadfærd, og det er grundlaget for, hvordan Google udregner rankingen på de forskellige søgeord.

Det er dog ikke nok at finde de relevante søgeord for en få en topplacering på Google. I skal også kigge på de eksisterende konkurrenceforhold og sammenligne med de øvrige Google-konkurrenter for at vurdere, om I har ressourcer til at komme til tops i Googles søgeresultater. Her skal I også inkludere karakteren af jeres indhold, Usability og jeres linkbuildingsprofil.

Konkurrencen kan være hård på enkelte søgeord inden for et emne. Netop derfor kan det betale sig at finde spørgsmål og long-tail-søgeord, som er mindre konkurrenceprægede. Et long-tail søgeord er keywords med flere led – alt fra to til mange ord.

Der findes et væld af gratis tools som Google Keyword Planner samt billige og dyre keyword tools, som kan hjælpe jer med at finde inspiration til søgeord og finde frem til søgeordenes volumen.

4. Brug jeres søgeord smart

Det er ikke kun vigtigt at identificere søgeord, du skal også placere dem strategisk på dit site. Udvælg søgeord for hver af jeres undersider, så I ikke har flere sider, der konkurrerer om ordet. Er der vigtige søgeord, som ikke matcher jeres sider, så er det en god idé at oprette en ny side, der gør.

Placér jeres udvalgte søgeord i rubrikken, mellemrubrikker, punktopstillinger, indledningen og afslutningen. Brug relaterede ord og synonymer, så teksten ikke føles spammy, og husk URL’en, metatekster og billederness alt-tags, der også skal indeholde de udvalgte søgeord.

Skriv jeres tekst med en søgeordstæthed på mellem 1-3 procent, helst ikke mere end det. Hold søgeordsfokus og undgå alt for mange udflugter, der ikke har noget at gøre med emnet. Bruger I mange synonymer, kan I godt bruge jeres søgeord flere gange, så længe teksten stadig er læsevenlig. Brug et primært keyword hyppigt og anvend relevante sekundære og longtail søgeord i teksten.

5. Fang opmærksomheden med metatekster

‘You had me at hello’. Det er dén effekt, jeres metabeskrivelser skal have. For det er ikke nok, at jeres side ranker højt på søgemaskinen, I skal stadig have brugerne til at klikke på den. Brug gerne trigger-ord som værdi, tal, frygt, overraskelser eller andre ting, der fanger øjnene og opmærksomheden.

Jeres metatekst deles op i metatitel (Page title) og metabeskrivelse. Metatitel er til Google og skal indeholde det primære søgeord til venstre samt gerne et sekundært søgeord. Metabeskrivelsen er til læserne og skal indeholde en lokkende tekst. Søgeord er dog stadig vigtige, for ordene fremhæves med fed skrift, og det fanger læsernes øjne.

Eksempel:

  • Meta title: SEO: Øg jeres organiske trafik på jeres site med disse 10 tips
  • Meta description: Keywords, killer metatekster og en god linkbuilding-strategi. Find 10 nemme tips til, hvordan I med SEO-optimering kan få flere læsere på jeres site.

I kan tjekke længden på jeres metatekst her.

6. Gør jeres billeder SEO-venlige

Vi elsker at se på billeder, også når det gælder søgninger, og det kan I udnytte. Når søgemaskiner viser billeder, er det nemlig ud fra den beskrivelse, billedet har – ikke motivet. Google elsker desuden unikke billeder. Har I ikke det, så gør stockbilleder unikke ved at beskære dem anderledes, klip flere billeder sammen, eller brug jeres logo på billedet.

SEO på alle jeres billeder:

Navngiv alle billedfiler. Filerne skal indeholde det primære søgeord for siden eller andre af de keywords, I satser på. Brug bindestreg mellem ord, og undgå æ, ø og å.

Sørg for, at jeres billeder er i den rigtige størrelse og optimeret til web, så jeres CMS-system ikke skal skalere billedfilerne.

Brug alt-tag til at beskrive billedet, så Google kan læse det. Brug gerne søgeord i beskrivelsen, og gør den kort og konkret.

Placér billeder tæt på den tekst, som billedet passer til.

7. Husk jeres URL’er

Det er nemt at glemme URL’en, da websites selv genererer den. Men tag lige et ekstra kig på jeres URL’er. En URL skal bestå af jeres primære søgeord, ikke indeholde æ, ø eller å og holdes helt kort. På den måde sikrer I, at Google nemt kan afkode den.

Har I indhold, som går igen år efter år? Forsøg at genbruge den samme URL til samme indhold i stedet for at oprette en ny side hvert år. Så bibeholder I den ranking og linkbuilding, sitet allerede har. Opret for eksempel en artikel om /black-friday, som I redigerer hvert år, og som ligger live på jeres site hele året.

Husk desuden, at hvis I ændrer en URL, skal I sørge for at oprette et redirect fra den gamle URL, ellers mister I også eksisterende linkbuilding.

8. Afslut med call to action

Øg sandsynligheden for, at jeres læsere bliver på jeres site med call to action-links på alle jeres sider. Den interne linkbuilding øger samtidig brugervenligheden og er en slags vejskilte for søgemaskinerne, hvor I kan pege hen på jeres vigtigste sider.

CTA behøver ikke handle om køb, det kan også være en opfordring til at finde mere information eller andre kompetencer, der vil være relevante. Uanset hvad jeres CTA-budskab er, så hold ankerteksten kort og konkret, så det er nemt at afkode, og placér linket strategisk, hvor det vil give mening for jeres indhold. Det kan både være inde i teksten eller til slut.

9. Skab effekt med ekstern linkbuilding

Ekstern linkboulding betyder, at I skaffer links fra andre sider til jeres side. Disse links kaldes backlinks og er med til at fortælle søgemaskinerne, at jeres side er anbefalet af andre, hvilket er et vigtigt parameter i al SEO-arbejde. Jo højere domæne-autoritet og relevans, det site, der linker til dit site, har, jo mere værdi giver linket. Linkbuilding er måske det mest effektive SEO-redskab, der findes. Det kræver dog ofte en stor og koncentreret indsats, da links ikke hænger på træerne.

Udover at producere virkelig godt indhold, som andre sider har lyst til at dele eller linke til, kan I arbejde med outreach i jeres linkbuilding. Outreach er en form for PR-arbejde, hvor I tager fat i relevante netværk, medier og virksomheder og hører, om jeres virksomhed kan lave et gæsteindlæg, formidle indhold eller bruges som ekspertkilde.

I kan også holde øje med, om jeres virksomhed bliver nævnt uden et link. På den måde får I jeres links ud på relevante sider, og det er essentielt, hvis I vil opnå en topplacering på Google.

10. Mål jeres SEO-effekt

Hold øje med, hvor stor effekt jeres SEO har. Husk dog, at SEO er organisk, så I vil derfor ikke opleve et resultat med det samme.

Hold først og fremmest øje med jeres søgeord og en sides placering på Google eller andre søgemaskiner. Google eget SEO-tool, Google Search Console, giver et dækkende billede af, hvordan ens eget site klarer sig i rankingen. Derudover kan man også også få væsentlige indsigter via forskellige betalingssites som Ahrefs, MOZ, SEMrush eller andre sider, der monitorerer page-ranking.

I bør også holde øje med pludselige ændringer eller fald, som kan skyldes tekniske problemer eller overoptimering af jeres indhold. Tjek desuden jeres linkbuilding, antal besøgende på jeres site, bounce rate, tid på jeres side, hvor besøgene kommer fra, og hvor mange, der klikker videre til undersider.

This is a unique website which will require a more modern browser to work!

Please upgrade today!