Søg
top

Studentermedhjælper til Benjamin Creative

Kan du finde et brands bedste historier og skrive dem, så fuglene synger – og modtagerne elsker dem?

Hvis du kender til native advertising og kunne tænke dig at finpudse dine evner inden for disciplinen ved at skabe kommercielt kvalitetsindhold til Benjamin Medias magasiner og digitale universer, så er du måske vores nye studentermedhjælper.

I Benjamin Media har vi stærke redaktionelle medier som Costume, BO BEDRE, Bolig Magasinet, Magasinet LIV og Bil Magasinet, og vi sætter en ære i at skabe det allerbedste annonceindhold til både vores magasiner og digitale universer.

Vores native team i Benjamin Creative’s fornemmeste opgave er at ramme den historie for vores kunder, som både er relevant for vores redaktionelle mediers målgrupper og skaber værdi for det brand, der har købt et native-produkt ved os. Vores kunder er et skønt miks af brands indenfor mode og skønhed, bolig og design, træning og sundhed samt biler og elektronik.

Som studentermedhjælper i vores native team vil du komme til at sidde med dine egne kunder og opgaver. Du vil primært skulle producere native artikler. Det indebærer at udvikle vinkler til artiklerne, researche på indholdet, skrive artiklerne, køre korrekturproces med kunden og producere annoncetekster til sociale medier inden aflevering af artiklerne til eksekvering ved vores digitale afdeling. Alt selvfølgelig i tæt samarbejde med vores kommercielle redaktør og Head of Content.

Om du går på en kommunikations-, marketing- eller journalistuddannelse lige nu er ikke så vigtigt for os. Om du kender og forstår native advertising vil være super, men det allervigtigste for os er, at du kan se de gode historier, at du kan skrive og kommunikere, så der ikke er et øje tørt, er detaljeorienteret, selvkørende og kan følge en opgave til dørs og ikke mindst at du er sød, rar og serviceminded overfor både eksterne og interne samarbejdspartnere.

Vi håber, at du kan starte hurtigst muligt og kan være ved os omkring 15 timer om ugen, gerne to hele dage. Søg, så hurtigt du kan. Vi holder samtaler løbende.

Send din ansøgning til [email protected], mærket “Studentermedhjælper til Benjamin Creative”.

Du kan se mere om Benjamin Creative på www.benjamincreative.dk, og har du spørgsmål
til stillingen, er du velkommen til at kontakte Head of Content, Kristine Kaalund,
på 4082 3916 eller [email protected].